Esbjerg lejer angriber fra La Liga

Esbjerg fB har handlet hurtigt efter salget af topscorer Martin Pusic. Klubben har lejet den svenske angriber Daniel Larsson af Granada fra den spanske liga.

Den 28-årige svensker har tidligere spillet for Real Valladolid, også i La Liga, og Malmø FF.

Lejemålet gælder foreløbigt for forårssæsonen, hvorefter EfB elite har sikret sig en frikøbsklausul, oplyser klubben i en pressemeddelelse. Daniel Larsson er noteret for fem kampe for det svenske landshold.

Natten til tirsdag lukker transfer-vinduet. Og Esbjerg har meddelt, at de forventer at finde en erstatning for forsvareren Eddi Gomes, som er blevet solgt til en kinesisk klub.

Klubben har meddelt fondsbørsen, at spillehandlerne ikke ventes at påvirke økonomien. Der regnes fortsat med et slutfacit for 2015 mellem et underskud på tre mio. kr. og et overskud på samme beløb.