Shopping i Kolding er populært

Rigtig mange kører fortsat til Kolding, når de skal have nye bukser eller kjole.

På trods af udfordringer med stigende nethandel fastholder Kolding sin position som Jyllands stærke handelsby, viser en detailhandelsanalyse, som Cowi har lavet for Kolding Kommune. Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Som det også gælder for resten af landet så er omsætningen i perioden fra 2006 ? 2013 faldet. Men i Kolding er den kun gået ned med 4 procent, mens den på landsplan er faldet med 10 procent.

Som alle andre har butikkerne i Kolding Kommune også mærket presset af en øget handel på internet. Derudover er Finanskrisen årsag til, at vi de seneste år generelt har brugt færre penge på tøj og sko, selv om mange stadig fylder indkøbsposerne.

Cowi har målt handelsoverskuddet, og ligger en kommune over 100, kommer der flere kunder udefra for at handle. Kolding ligger på 128 %, Vejle 118 % og Fredericia 91 %. Typisk køber vi vores mad og øvrige dagligvarer lokalt, så det er handel med tøj, sko og øvrige udvalgsvarer, der trækker handelsoverskuddet ekstra meget op.

Cowi konkluderer, at detailhandlen i Kolding de kommende år vil være udfordret af den stigende internethandel, udviklingen af butikscentre i andre byer og et fortsat lavt privatforbrug. På den anden side betyder befolkningstilvæksten, storcentrets regionale betydning og den stærke detailhandel generelt, at Kolding Kommune har gode forudsætninger for udvikling af detailhandlen.