Sydbank præsterer bedste regnskab siden 2007

Sydbank har onsdag formiddag præsenteret sit 2014-regnskab, der viser et overskud på 1,052 milliarder kroner.

- Sydbank leverer det bedste resultat siden 2007, og det er tilfredsstillende at se, at Sydbanks plan for at forbedre lønsomheden virker, siger Sydbanks administrerende direktør Karen Frøsig.

Det pæne resultat betyder, at man for første gang i fire år nu er klar til at betale udbytte til aktionærerne. Udbyttet bliver 7,08 kroner pr. aktie, svarende til 50 procent af årets overskud.

Sydbank overtog i slutningen af 2013 Diba Bank, hvilket har været med til at øge basisindtjeningen med seks procent, men samtidig også har bidraget til, at basisomkostningerne er steget med fire procent.

Forventningerne til 2015 er begrænset af det nuværende negative rentemiljø, men Sydbank regner med at øge sin basisindtjening svagt, mens omkostningerne forsøges fastholdt på 2014-niveau.

Banken forventer endnu lavere nedskrivninger, men det afhænger meget af landmændenes afregningspriser, som fortsat er under pres.

- Se hele Sydbanks regnskab her