Studieture vækker forargelse

Selvom der skal spares, bruger Region Syddanmarks politikere penge på studieture.

I år har politikerne brugt 380.000 kroner på studieture, og der er planlagt studieture til Canada, USA, København og Sverige.

- Lige præcis i denne tid er det helt stødende, siger Vibeke Syppli Enrum, der sidder i Regionsrådet for Enhedslisten, til DR Syd.

Marianne Mørk Mathiesen fra Liberal Alliance er enig:

- I en spareperiode må man skære ind til benet. Og det første, man sparer væk, må være studieture, siger Marianne Mørk Mathiesen til DR Syd.

En af dem, der synes, studieturene er relevante, er Pierre Topaz fra Socialdemokratiet. Regionsrådspolitikerne er almindelige borgere, siger han:

- Og hvis de skal administrere 25 milliarder kroner, så er det meget strengt nødvendigt, at de bliver klogere. Og studieture er én måde, at gøre folk klogere på, siger Pierre Topaz.