Kæmpede for deres elevpladser

12 redder-elever kæmpede for deres uddannelse og vandt. Lige nu er de igang med at blive ambulance-reddere.

12 unge blev gidsler i spillet om ambulancekørsel i Syddanmark.

De mistede deres elevplads hos Falck, som tabte kampen om kontrakten. Men de unge pressede på, og via Region Syddanmark er de i dag i fuld gang med uddannelsen på Rybners Tekniske Gymnaisum i Esbjerg.

- Det var de længste fire dage i mit liv, fortæller 23-årige Steffen Henriksen fra Odense om tiden, der gik fra redder-eleverne læste nyheden til Falck gav dem besked.

Mia Damkjær fra Vejen var en af de 12 elever, som pludselig stod uden mulighed for at blive uddannet. Hun tog sagen i egen hånd ? og kontaktede de 11 andre.

- Det var meget svært at finde ud af, hvem de er og hvad de hedder. Så jeg gik til JydskeVestkysten, som skrev en artikel ? og på den måde begyndte vi at finde hinanden, fortæller hun til TV SYD.

De nye selskaber, som skal køre ambulancerne i Syddanmark fra 1. september, BIOS og Responce, gik sammen med Region Syddanmark om at skaffe de 12 deres uddannelse.

Den er nu i gang i Esbjerg.

Det koster Region Syddanmark 480.000 kr. at holde liv i de 12 redder-pladser. Pengene skal sikre, at der ikke pludselig mangler reddere til at køre ambulancerne.

- Det er vigtigt, at unge kommer i uddannelse, siger Mia Damkjær. Det er vigtigt at holde liv i fødekæden med unge redder-elever.

Interview med Mia Damkjær og Steffen Henriksen (2:34)