Vejle tabte til AGF i underholdende kamp

Opgøret søndag eftermiddag på Vejle Stadion mellem de lidt falmede storklubber Vejle Boldklub og AGF blev en underholdende affære, hvor AGF overvandt en skidt start og vandt 3-1.

Det var ellers et energisk og velspillende Vejle-hold, som bød aarhusianerne inden for søndag, og efter blot ni minutters spil bragte Andreas Albers hjemmeholdet foran med en lang tå tæt under mål efter et flot opspil.

Og vejlenserne fortsatte med stor selvtillid. Det resulterede i flere store muligheder for at udbygge føringen, men de blev misbrugt.

I stedet viste AGF, hvorfor holdet har kurs mod oprykning. Mate Vatsadze fik sin første chance, og på et flot hovedstød headede han udligningen til 1-1 i kassen.

Det gav et hårdt pres mod Vejle-målet, som efter en time resulterede i føringsmålet til AGF.

Altid hårdtarbejdende Jesper Lange vandt en nærkamp på baglinjen, og med en præcis tværaflevering fandt han Stephan Petersen, som kunne stikke indersiden på og gøre det til 2-1.

Kampen blev lukket efter 77 minutter, da 1. divisions topscorer Mate Vatadze igen var på pletten og udnyttede lidt tilfældigt fumleri fra Kim Aabech til at gøre det til slutresultatet 3-1 med sin 17. sæsonscoring..

Vejle må med nederlaget atter kigge nedad, hvor holdet har seks point ned til Fredericia under nedrykningsstregen.

Fredericia er dog nu kun et point efter AB, der lige holder sig over stregen - og de to klubber mødes næste søndag i Fredericia.