Lokal DF'er: Indfør voksenattester

Hvis man vil arbejde med udviklingshæmmede eller handicappede voksne, så skal man først aflevere en voksenattest. Det mener Dansk Folkepartis Karina Adsbøl. Hun fremsætter lovforslaget for folketinget tirsdag.

- Voksenattesten skal fungerer på samme måde som de kendte børneattester. Når en person skal ansættes til at tage sig af en udviklingshæmmet, så skal institutionen indhente en voksenattest for at sikre sig, at den pågældende person ikke tidligere i en tillidsfunktion har begået bedrageri eller endnu værre krænkelser, siger Karina Adsbøl, folketingsmedlem fra Dansk Folkeparti.

En børneattest bruges i dag til at sikre, at voksne, der skal arbejde med børn, ikke har begået overgreb mod børn tidligere.

Karina Adsbøl tilføjer, at det er muligt, at voksenattesten også skal omfatte andre forhold.

- Vi vil i hvert fald tage debatten, om forhold som for eksempel en dom for voldtægt også skal med. For vi skal sikre vores udviklingshæmmede trygge rammer, og jeg må sige, at jeg ikke finder det særligt trygt, hvis eksempelvis en voldtægtsdømt skal passe på en udviklingshæmmet. Så må den pågældende nok finde på noget andet at lave, siger Karina Adsbøl.