EFB gør klar til de afgørende skæbnekampe

Med kun tre point ned til nedrykningsstregen venter der nogle særdeles afgørende kampe for klubben.

Et forår der slet ikke har levet op til de seneste års resultater og en nedrykningsstreg, der pludselig er kommet faretruende nær. Sådan er situationen for EFB her før weekendens vigtige hjemmekamp mod Silkeborg.

Efter det ærgerlige nederlag til FC København er der nu kun tre point afstand til FC Vestsjælland.

Seks kampe er der tilbage af sæsonen og det er nu, vi skal stå sammen siger klubbens træner Niels Frederiksen.

-Vi skal forsøge at få point i alle de resterende kampe, men de tre hjemmekampe mod Silkeborg, Sønderjyske og FC Vestsjælland er naturligvis særlig vigtige, siger Niels Frederiksen.

Den seneste tids knap så gode resultater har fået rygterne til at svirre omkring trænersituationen i EFB. Men selvom der er uro, så slår klubben fast, at der fortsat er fuld tillid til trænerstaben og det gælder altså også til cheftræner Niels Frederiksen.

Det er bl.a. salget af flere af profilerne i vinterpausen, der har fået kritikerne frem, men klubben afviser, at den nuværende trup ikke er god nok og at Niels Frederiksen ikke har formået at få nok ud af spillerne.

Se mere om situationen i EFB i aften kl. 19.30 hvor vi har et interview med Adm. direktør Søren Poulsen.