Efter Sebastian-sagen: Nu ændrer politikere loven

I februar fortalte TV SYD om Sebastian Lykke Jensen fra Kolding, der ikke kunne komme i skole, fordi det statslige tilskud ikke fulgte med over i den friskole, han trivedes i pga. sin ADHD. Nu er reglerne lavet om, men vi er ikke helt i mål, mener Venstre-kvinde.

Det er dyrt for friskoler og privatskoler, at have specialelever. Derfor kunne Sebastian Lykke Jensen i foråret ikke komme i den friskole, han allerhelst ville.

Han har ADHD, og blev smidt ud af sin folkeskole. Herefter startede han på en friskole, men kort derefter fik han og hans mor den besked, at han ikke kunne blive der. Det var simpelthen for dyrt for skolen.

Dengang kritiserede Anni Matthiesen (V), at pengene fra det offentlige ikke følger eleverne over i fri- og privatskoler. Det er der nu gjort noget ved, efter Folketinget har vedtaget en ny lov. Nu følger pengene med, men ordningen er lavet sådan, at det første barn, en skole modtager, udløser den største pose penge. De efterfølgende børn har også penge med, men beløbet falder efterhånden som skolen tager flere børn med specielle behov ind. Og det er ikke godt nok, mener Anni Matthiesen:

- Vi er kommet et lille skridt i den rigtige retning, men vi er langt fra i mål. Vi bliver nødt til at sørge for, at alle pengene kommer med, så vi på den måde allerbedst kan sikre det frie skolevalg for de her elever, siger hun til TV SYD.