22-årig stukket ihjel: I dag begynder retssagen

Onsdag begynder retssagen mod to mænd i Horsens, der er sigtet for at have stukket den 22-årige Ahmad Fouad Karimi natten til d. 13. marts 2014.

Ifølge anklageskriftet blev den 22-årige stukket ned i noget, der ligner en blodrus og blødte ihjel. Det skriver Horsens Folkeblad.

De to mænd er tiltalt for manddrab og ifølge anklageskriftet, så opsøgte de den 22-årige om natten og tildelte ham 43 stik- og snitlæsioner, som han forblødte af.

De to mænd på 25 og 30 år, der begge er afghanere, har siddet varetægtsfængslet i sagen siden maj sidste år. Begge mænd nægter sig skyldige.

De sigtede mænd, der er hhv. 25 og 30 år og begge afghanere, blev anholdt 27. maj på to forskellige adresser i Aarhus.

Ahmad Fouad Karimi lå efterfølgende død i lejligheden i fem dage. Her blev han fundet af politiet efter at pårørende havde kontaktet dem, fordi de var blevet bekymret, da de ikke kunne komme i kontakt med ham.

Retssagen mod de to mænd bliver ført som en nævningesag. Der forventes dom i sagen i slutningen af juni.