- Jeg tænker først og fremmest på, at den rumænske chauffør kommer op og tager noget af det arbejde, som vi har mistet. Jeg synes, at de rumænske chauffører skal være velkomne til at tage arbejde i Nordeuropa. De skal bare behandles efter de forhold, som vi har, sagde brancheformand Jørgen Christensen, 3F, i aften i TV SYD.
- Det er attraktive forhold at komme op til. Men vi betaler altså med vores skattekroner for at få velfærden løftet i Rumænien, og det er vel ikke meningen.
Jørgen Christensen mener, at en løsning kan være stramning af reglerne om carbotage-kørsel.
Efter reglerne må udenlandske chauffører kører til tre destinationer i Danmark, inden de skal køre ud af landet. Men reglerne siger intet om, hvor langt de skal køre syd for grænsen?
- Hvis cabotage-reglene kunne strammes, så de skal køre til deres hjemland mellem turene i Danmark, så vil det løse en del af problemerne.
Sådan er reglerne for cabotage-kørsel
Formelt er cabotagekørsel kørsel af varer mellem to destinationer i en anden EU-medlemsstat end der, hvor lastbilen er indregistreret.
Det er for eksempel cabotagekørsel, når en rumænsk indregistreret lastbil mod betaling kører med varer fra Aarhus til Odense.
En udenlandsk lastbil kan lovligt køre tre ture i Danmark i tilknytning til en international transport.
Den sidste tur skal være afsluttet inden for syv dage efter, at varerne i den internationale transport er blevet leveret. Det vil sige, at en rumænsk lastbil lovligt kan køre tre ture med varer mellem danske byer, når den derefter kører til Flensborg for der at hente en ny last og så retur til tre nye ture.