De er valgt i Horsens og Hedensted

Hans Kristian Skibby (DF) og Henrik Dam Kristensen (S) er begge genvalgt til Folketinget i Horsens-kredsen. Troels Lund Poulsen (V) repræsenterer også i næste periode Hedensted-kredsen, der som følge af Dansk Folkepartis store fremgang desuden får valgt Tilde Bork (DF). Alternativet fik i Horsens-kredsen valgt Josephine Fock.

Dermed er i alt 25 kandidater valgt til Folketinget i TV SYDs sendeområde, der udgøres af hele Sydjyllands Storkreds samt Hedensted- og Horsens-kredsene i Østjyllands Storkreds.

Henrik Dam Kristensen opnåede 8.109 personlige stemmer. Hans Kristian Skibby fik 4.992 personlige stemmer, mens der blev i alt 5.031 personlige stemmer til Troels Lund Poulsen og 3.198 til Tilde Bork samt 3.775 til Josephine Fock.

De seneste fire år har Horsens og Hedensted haft valgt fem medlemmer af Folketinget, som det også vil være tilfældet fremover.

Venstres Fatma Öktem manglede i Horsens-kredsen kun 304 stemmer for at overgå Troels Lund Poulsen og må nøjes med en suppleantrolle.

Jeppe Mikkelsen, Radikale Venstre, blev overraskende valgt i Horsens for fire år siden. Hans afløser som kandidat, Karen Melchior, opnåede ikke valg.

Udover de 25 lokalt valgte er tre folketingsmedlemmer valgt udenfor TV SYDs sendeområde - men bosat i Horsens, nemlig Anders Samuelsen (LA) og Claus Kvist Hansen (DF) og i Hedensted, Daniel Toft Jakobsen (S).