Her blev Anders Tesgaard kørt ned

Med kun 600 kilometer tilbage af løbet inden målet, blev den esbjergensiske ekstremrytter tilsyneladende ramt af bil. Alvorligt skadet.

I dagslys er der fin oversigt over vejen, men uheldet skete i mørket.
I dagslys er der fin oversigt over vejen, men uheldet skete i mørket.
Foto: Google Earth

Uheldet skete sent onsdag aften amerikansk tid i West Virginia i Doddridge County, hvor Anders Tesgaard var på vej østpå. Følgebilen var ifølge oplysninger fra det amerikanske medie 5News holdt ind på en servicetank for at få benzin fyldt på. Organisationen bag cykelløbet har efter ulykken sendt besked ud til deltagerne om, at følgebilen altid skal være bag ved rytter under natkørsel.

Anders Tesgaard har altså tilsyneladende været alene på landevejen, da en pickup truck tilsyneladende kørt op i ham bagfra. Det skete cirka en halv mile fra servicetanken.

Den 40-årige cykelrytter og gymnasielærer fra Esbjerg havde kun 600 kilometer tilbage af Race Across America før målet, da uheldet skete. Han lå som nummer tre i løbet, der strækker sig over 4.800 kilometer. Netop en position, som han før løbet havde håbet og satset på.

TV SYD har fulgt hans anstrengelser helt fra han trænede på vejene omkring Esbjerg over til starten af løbet til nu. Fotograf Kim Gram har løbende sendt videoer hjem. De kan ses her på hjemmesiden. TV SYD-fotografen har i en kort SMS skrevet, at de alle er på hospitalet, hvor Anders Tesgaard er indlagt. Det er tidlig morgen i West Virginia.

Cykelrytteren har pådraget sig et kraniebrud og er blevet lagt i koma. Hans følgegruppe har på Facebook skrevet, at hans tilstand er kritisk.

Det er tredje gang, Anders Tesgaard deltager i løbet, hvor han blev nummer fire sidste år. Det er et ekstremt hårdt løb. Ekstra Bladet oplyser, at Amerikaneren Scott Ragsdale i år blevet lammet i nakkemusklerne efter et styrt, mens østrigeren Gergard Gulewicz blev påkørt af en motorcykel, mens hans familie så på.

Det er dog "kun" blevet til et enkelt dødsfald i løbets historie. Tilbage i 2003.

Uheldet skete tilsyneladende, mens følgebilen holdt inde på den her servicestation
Uheldet skete tilsyneladende, mens følgebilen holdt inde på den her servicestation
Foto: Google Earth