Rinkenæs Efterskole lukker

Rinkenæs Efterskole lukker på grund af svigtende elev-tal.

Skolen har mandag aften sendt breve ud til de elever, der skulle begynde efter sommerferien. I brevet står der blandt andet:

- Vi har ikke fået et tilstrækkeligt antal elever til, at økonomien for det kommende skoleår kan hænge sammen.

Formanden for bestyrelsen på Rinkenæs Efterskole, Claus K. Pedersen, begræder lukningen:

- Det er meget trist. Der er jo ingen, der er glade for at skulle træffe sådan en beslutning. Det er jo en gammel efterskole, siger han til TV SYD.

Kun 39 elever havde tilmeldt sig næste skoleår, og det er ikke nok til, at skolen kan få økonomien til at hænge sammen. Normalt går der 65 elever på skolen.

Efterskoleforeningen mener, at efterskolen har håndteret situationen efter bedste evne.

- Det sker sjældent, at en efterskole må lukke. Men det sker dog desværre alligevel en sjælden gang imellem. Rinkenæs Efterskole kunne ikke have givet forældrene et længere varsel, fordi de har arbejdet til sidste øjeblik for at redde skolen, siger formanden for Efterskoleforeningen Troels Borring, der mener, at Rinkenæs Efterskole har gjort en stor indsats for, at de 39 elever kan få en plads på en anden efterskole i området.

Rinkenæs Efterskole tilbød 8.-10. klassetrin samt havde tilbud til unge med blandt andet ADHD og autisme.

Ifølge efterskolens hjemmeside er der 14 ansatte på skolen.

Interview med formanden for bestyrelsen, Claus K. Pedersen (Varighed: 1:07)