V-borgmestre sagde ja til nul-vækst - men fik besparelser

Borgmestrene i Kolding og Esbjerg klager deres nød, efter at deres partifæller i den nye Venstre-regering vil have kommunerne til at spare én procent på næste års budget. Også selvom de støttede en ny borgerlig regering før valget.

49 Venstre-borgmestre, heriblandt Koldings borgmester Jørn Pedersen og Johnny Søtrup i Esbjerg, gik under valgkampen sammen om et brev som reaktion på de breve, Socialdemokraterne sender til 1,5 mio. vælgere.

I brevet gik de ind for udsigten til nul-vækst. Der stod der blandt andet:

"Om få dage er der folketingsvalg. Vi 49 V-borgmestre er ikke i tvivl. Danmark - og Danmarks kommuner - er bedst tjent med en ny, borgerlig regering under Venstres ledelse."

"Et udgiftsstop under en ny regering vil ikke være den massakre, som det nu nærmest udstilles som. Og under alle omstændigheder bedre økonomiske rammer, end det Helle Thornings regering har leveret til kommunerne i denne regeringsperiode."

Jørn Pedersen, borgmester i Kolding, står stadig inde for brevet, selvom han nu går i rette med den nye Venstre-regering.

- Jeg holder fast i, at den nul-vækst, vi skriver om i brevet, ikke betyder serviceforringelser. Men det gør den minus-vækst, der forlanges nu til gengæld, siger Jørn Pedersen til TV SYD.

- Når en regering er valgt, er det på godt og ondt. Og så forholder jeg mig sagligt til den. Uanset at jeg er Venstre-mand, er jeg borgmester for Kolding. Én pct besparelse vil have dramatiske konsekvenser, mener han.

Hans Venstre- og borgmesterkollega Johnny Søtrup i Esbjerg siger i samme forbindelse til JydskeVestkysten:

- Jeg hører godt nok, at regeringen siger, at en del af den ene procent kan blive ført tilbage til kommunerne i form af prioriterede indsatser, men det er lidt som at fodre hunden med sin egen hale, siger Søtrup.