Lær at være forælder før baby kommer

Førstegangsforældre i Haderslev Kommune bliver nu tilbudt et kursusforløb, der skal gøre dem klar til deres nye rolle. Her lærer de om spædbørn, parforhold og økonomi.

I Haderslev Kommune kan førstegangsforældre nu komme på et kursus, der forbereder dem på forældrerollen. Kurset hedder Klar til barn og er både for den kommende mor og far.

- Vi vil gerne bidrage til, at børn får den bedste start på livet. Klar til barn er et kursus, der henvender sig til alle førstegangsforældre, og det unikke er, at man både får viden om spædbarnet og faglige input samtidig med, at man får opbygget et netværk til andre familier og får skabt en tidlig kontakt til kommunens sundhedsplejersker, siger Signe Knappe (V), formand for Udvalget for Børn og Familier, i en pressemeddelelse.

Kurset er gratis og består af fem undervisningsgange, hvor der hver gang bliver taget et nyt tema op.

- Mange forældre føler sig usikre, og for dem handler det ikke kun om at få købt en god barnevogn, men også om, hvordan man bliver rustet til den nye rolle som mor og far. Hvordan tackler man svære situationer, og hvad skal et spædbarn kunne - det er mange af den slags spørgsmål, som pusler i hovedet, og som vi nu vil forsøge at svare på, siger Anni Erichsen, leder af Sundhedsplejen i Haderslev.

Udover at give et indblik i spædbarnets forunderlige verden, så vil Klar til barn også give input til forældrene, så de kommer til at tænke på det kommende forældreskab ud fra deres egen virkelighed. Både far og mor vil få mulighed for at reflektere over, hvordan de kunne tænke sig at være som forældre.

- Det er en investering i familielivet - ikke kun i forhold til at give barnet en god start på livet, men også i forhold til, at mor og far får gjort sig nogle tanker om, hvad det vil betyde for parforholdet. Der er rigtig gode resultater fra andre kommuner, der viser, at et kursusforløb som dette kan være med til at forebygge skilsmisser og i sidste ende også resultere i færre anbringelser, siger Anni Erichsen.

Det er kommunens sundhedsplejersker, der selv står for kurset, men der vil også være eksterne undervisere, der kommer med gode råd til børnefamilier.

Første "Klar til Barn"-kursus er planlagt til at starte i begyndelsen af september.

 

Om Klar til Barn

Klar til Barn er et koncept, der er udviklet af Socialstyrelsen og allerede bruges i en række andre danske kommuner.

I Haderslev Kommune vil Klar til Barn løbe over fem gange - de fire første gange vil være inden fødslen, den sidste gang efter fødslen. Kurset er gratis og henvender sig både til mor og far. Kurserne er fra 16.30-18.30.

Der oprettes løbende nye hold. Kursusstart vil typisk være, når mor er i graviditetsuge 20-22.