Minister åben for flere turistskilte

Transportminister Hans Chr. Schmidt (V) er villig til at kigge på reglerne for de brune turistskilte ved de danske motorveje.

I Kolding Kommune har de længe kæmpet for at få lov at sætte brune turistskilte op. To skilte har kommunen i forvejen repræsenteret på motorvejen ved Kolding, et for Koldinghus og et for Christiansfeld, men de kunne godt tænke sig flere.

- Vi vil gerne, at Trapholt får et skilt. Og at vi får tilføjet til Christiansfeldskiltet, at de er optaget på UNESCO's verdensarvsliste, forklarer Koldings borgemester, Jørn Pedersen (V), til TV SYD og fortsætter:

- Det betyder, at folk bliver nysgerrige. Med skiltene tidobles nysgerrigheden, og så kan man jo håbe, at folk svinger af motorvejen. Jeg har selv gjort det på de tyske motorveje, siger borgmesteren.

Og nu ser det ud til, at muligheden for flere af de brune turistskilte langs de danske motorveje opstår. Transportminister Hans Chr. Schmidt (V) er nemlig meget positivt stemt omkring de brune turistskilte.

- Det er en ordning, jeg selv satte i værk, sidste gang jeg var transportminister. Og forsøgsordningen skal vi nu have til at blive en fast ordning, siger Hans Chr. Schmidt, der dog påpeger, at han er nødt til at snakke finansiering med for eksempel kommunerne, hvis der skal flere af de brune skilte op.

- Jeg kigger på reglerne for ordningen indenfor de næste par måneder. Det er indlysende, at vi ikke skal have en skilteskov. Vi skal finde de rigtige steder, og jeg er meget åben for, at der kommer flere skilte op, siger transportministeren til TV SYD.