Sønderjyske museer mangler penge

Sammenslutningen af sønderjyske museer, Museum Sønderjylland, er i økonomisk knibe, og hvis ikke de fire sønderjyske kommuner øger deres tilskud til museerne, kan konsekvensen blive lukning af museer.

Det skriver Der Nordschleswiger, Aabenraa.

De fire sønderjyske kommuner bidrager med 17 millioner kroner til museernes drift, mens staten yder 32 millioner kroner i tilskud. Alligevel mangler der årligt 2,8 millioner kroner, for at få økonomien til at gå op.

- Situationen er alvorlig, og hvis ikke kommunerne giver os flere penge, så kommer til at lukke museer, selvom vi nødigt vil, siger Jens Møller, formand for Museum Sønderjylland.

Fra kommunerne lyder meldingen ellers, at Museum Sønderjylland, selv skal finde besparelser, førend kommunerne vil tage stilling til et forhøjet tilskud.

- Men der kan ikke spares flere penge på museernes drift. Vi har allerede skåret så langt ind, som overhovedet muligt. Vi skal bruge pengene - det er enten eller, siger Jens Møller til avisen.

Lige nu er der for eksempel to kunstmuseer i Sønderjylland - Brundlund Slot i Aabenraa og Tønder Kunstmuseum. Uden flere penge vil der ikke være plads til dem begge, mener formanden for Museum Sønderjylland, Jens Møller.