Vagtplansproblemer i Bios

Bios og Region Syddanmark holder netop nu et møde om vagtplanen for redderne, efter det er kommet frem, at der fortsat er huller i vagtplanen.

Netop nu er der et møde i gang mellem Bios og embedsfolk fra Region Syddanmark.

Det bekræfter formanden for det præhospitale udvalg i regionen, Thyge Nielsen, over for TV SYD.

- Årsagen til mødet er rigtig træls. Det er jo træls, at der er huller i vagtplanen. Embedsfolkene er ved at få en briefing på, hvad der er op og ned, og hvordan Bios har tænkt sig at løse det, siger Thyge Nielsen til TV SYD.

Mødet kommer, efter en intern mail til samtlige ansatte i Bios fra direktør Morten Hansen fortæller, at Bios har huller i vagtplanen bare fire dage før overtagelsen af ambulancekørslen i Region Syddanmark. Og det skulle altså være netop det, der er på dagsordenen til mødet.

Thyge Nielsen og formanden for Region Syddanmark, Stephanie Lose, mødes senere på eftermiddagen med embedsfolkene for at blive orienteret om sagen.

- Jeg håber stærkt, vi bliver orienteret om, hvordan Bios har tænkt sig at løse det, fortæller Thyge Nielsen om hans klare forventning til mødet senere.

TV SYD følger op på mødet.