- En operation er som lillejuleaften

- Åh.

Jakob Grimm, der er iført blå kittel, hætte, maske og handsker, sukker og fjerner forsigtigt instrumentet fra patientens mave.

- Må vi bede om tre gram cefuroxim – og har vi servietter og sug?, kalder hans supervisor ud i operationsstuen.

Han er kommet til at lave hul på galdeblærens afløbsgang og kigger koncentreret op på skærmen.

- Skal jeg gøre det?, spørger supervisoren, der er klar til at tage over.

- Det må du gerne, ja.

30-årige Jakob Grimm, som seerne i øjeblikket kan følge i programmet ’Vores sygehus’ på TV SYD, arbejder som reservelæge i en uddannelsesstilling på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg.

Han er i gang med første del af sin uddannelse til speciallæge og dermed på vej til at blive en af de 3.326 speciallæger med speciale i kirurgi, der ifølge en rapport fra Lægedækningsudvalget findes i Danmark.

To gange om måneden er arbejdsdagen ekstra god. Her er han på operationsstuen. Og for ham er der ikke noget bedre end ”operationsfredag”.

- En operation er som lillejuleaften. Det er en af de rigtig gode dage, som jeg ser frem til, siger han.

- Det at få lov til at operere er virkelig en gave til en ung kirurg, fordi vi er så mange om buddet.

Vejen dertil har været uden slinger. Faktisk synes den lige så sikker som Jakobs hænder under en operation.

Som femårig fik han et stetoskop, en reflekshammer og en lægetaske – og fra det tidspunkt vidste han, at han ville være læge.

Med en lægeuddannet far og en mor, der er sygeplejerske, lå det nærmest i kortene. Det var da heller ikke sjældent, at snakken i barndomshjemmet faldt på forældrenes arbejde. Det har præget ham, fortæller han.

Og hvis folk spørger, om han ikke har haft lyst til at gøre noget helt andet end sine forældre, er svaret klart:

- Aldrig. Det var den vej, jeg skulle gå.

Jakob bor i Ribe sammen med sin kæreste, Christine, som han mødte på medicinstudiet.

Da han begyndte at studere, fyldte det at hjælpe andre mennesker meget for ham. På det punkt lignede han de fleste andre medicinstuderende.

I dag er det i højere grad opgaverne, der er vigtige. De er både sjove, spændende og afvekslende.

Lønnen er han også glad for – og det er han ikke bange for at sige højt.

- Det taler man ellers ikke rigtigt om som læge. Det er nærmest helt tabubelagt, at man også tjener penge på sit job, siger han.

Fire år inde i sin universitetsuddannelse besluttede han sig for, at det var kirurgien, han skulle bruge sit arbejdsliv på.

På en kirurgisk afdeling mødte han en erfaren mave-tarmkirurg, som opererede patienter med tyktarmskræft. Han var fascineret. Fascineret af, hvor hurtigt man kan operere patienterne og sende dem hjem igen.

- Det virkede tilfredsstillende at behandle folk så effektivt, siger Jakob med henvisning til, at medicinsk behandling uden indgreb ofte tager længere tid.

- Kirurgien er her og nu og har noget meget problemløsende over sig.

Den første operation husker han stadig.

Det var en byld, der skulle skæres væk. Jakob var spændt og nervøs – og glad og lettet, da han var færdig.

Derefter kom en blindtarmsoperation. Og så assisterede han til større operationer. I dag fjerner han blindtarme, galdeblærer og brok.

Men aldrig helt alene. En erfaren kollega er altid ved hans side og kan træde til. Og det er ikke et nederlag, når det sker, understreger han. Tværtimod er det god læring.

- Det er et beskyttet værksted, hvor der er afsat god tid. Jo mere erfaren, jo større dele af operationen får man lov til at udføre. Det er en slags mesterlære, siger Jakob og tilføjer:

- Man bliver bare aldrig rigtig udlært. Man kan altid blive dygtigere.

For de fleste mennesker vil det at skære i et andet menneske nok være både skræmmende og grænseoverskridende. Men ikke for Jakob.

At han som en del af sit arbejde ”roder rundt inde i et andet menneske” var kun noget, han tænkte over i begyndelsen. I dag er det en naturlig del af hans hverdag.

- Jeg fokuserer ikke på, at jeg for eksempel laver fire huller og puster et menneskes mave op. I stedet fokuserer jeg på selve operationsfeltet. Og kun det, siger han.

- Det at kunne helbrede folk gennem operation er det fedeste ved mit job.

Ordet kirurgi er græsk og betyder ’arbejde med hånden’.

Og jo finere bevægelser og fornemmelse i fingre og hænder, jo bedre kirurg, vurderer Jakob. Derfor er praktisk træning en stor del af hans og andre kommende kirurgers uddannelse.

På studiet lærer man at sy hud, lave sting og binde knuder. Senere træner man det, som med et fagudtryk kaldes laparoskopiske færdigheder, altså færdigheder til at kunne lave kikkertoperationer.

Træningen foregår på grise, men også i en særlig simulator, der kan sammenlignes med en flysimulator, som piloter bruger for at blive dygtige til at flyve.

Maskiner er også en del af den 30-årige læges fremtidsdrømme.

Han vil være mavetarm-kirurg. Den bedste af slagsen. Og allerhelst lave såkaldte robotassisterede operationer, hvor kirurgen sidder i en konsol og styrer instrumenterne via en robot.

- Jeg vil være den, alle de andre ringer til, når de er i tvivl. Ligesom ham den første kirurg, jeg mødte. Han kunne fikse alle problemerne, siger Jakob.

- Det er min motivation og det, der holder mig kørende, når jeg mest af alt trænger til at slappe af eller sove.

Tekst og redigering: Louise Kielstrup
Fotos: Frank Blauenfeldt
Video: Bárður Michaelsen
TV SYD, september 2018