37-årig mand dømt for at krænke to drenge i svømmehal

En 37-årig mand fra Horsens er blevet dømt for blufærdighedskrænkelse og besiddelse af børnepornografisk materiale. Manden fik 40 dages betinget fængsel og skal udføre 60 timers samfundstjeneste.

Den 37-årige mand fra Horsens blev ved Retten i Horsens dømt for blufærdighedskrænkelse og besiddelse af børnepornografisk materiale. Straffen blev udmålt til 40 dages betinget fængsel og den 37-årige skal udføre 60 timers samfundstjeneste.

- Episoden, hvor han krænkede to drenges blufærdighed, fandt sted i en svømmehal den 3. januar 2015. I saunaen havde den 37-årige onaneret foran to drenge på 9 og 10 år, hvilket de heldigvis fortalte videre, siger anklager fra Sydøstjyllands Politi, Jesper Rubow i en pressemeddelelse om dommen.

På grund af drengenes alder er de tidligere blevet videoafhørt i sagen, og videoafhøringerne med deres forklaringer blev så afspillet i retten.

quote

Det er jo meningen, at man trygt skal kunne sende sine børn i svømmehallen - uden at de bliver udsat for den slags

anklager Jesper Rubow, Sydøstjyllands Politi

 

- Jeg er meget tilfreds med, at han blev dømt. Det er godt, at sagen blev anmeldt og opklaret. Det er jo meningen, at man trygt skal kunne sende sine børn i svømmehallen - uden at de bliver udsat for den slags, siger anklager Jesper Rubow.

Den dømte udbad sig efter dommen 14 dages betænkningstid.