3F: Cabotagekørsel ødelægger dansk chaufførerhverv

Skrappere regler, mere kontrol og mulighed for at klampe lastbiler fast glæder 3F og chaufførerne i Padborg.

61-årige Finn Jensen er lastbilschauffør. Han kører ikke længere de store ture i Europa - dem har østeuropæerne taget. Derfor kører han kun internt i Danmark. Ture der nu også trues af udenlandsk cabotagekørsel.

- Der vil ikke være arbejde til alle. Eller det vil der, hvis vi vil gøre det til en løn, som man ikke kan leve af i Danmark, siger Finn Jensen til TV SYD. 

Ifølge fælles EU-regler må en udenlandsk chauffør køre tre ture på syv dage, inden han skal forlade Danmark igen. Såkaldt cabotagekørsel. Men turene på udenlandske lønninger og arbejdsforhold presser de danske chauffører.

DF og SF foreslog derfor lige op til weekenden, at der indføres permanente nummerpladescannere ved grænsen, at lastbilerne max må parkere i 25 timer på rastepladserne, og at der skal være muligt at klampe lastbilerne - altså låse dem fast - hvis reglerne ikke overholdes.

Bliver forslaget til virkelighed, vil kontrollen af de udenlandske lastbiler skærpes markant, og bøderne for lovovertrædelser vil stige. Tiltag de har de ventet længe på i 3F.

Jørgen Christensen, der er leder i transportbranchen hos 3F Aabenraa-Tønder, mener, at udenlandske chauffører og danske vognmænd systematisk misbruger cabotagekørslen.

-Jeg tror på, at det bliver en styrkelse for chaufførerne, for det giver noget mere ro på arbejdsmarkedet. Det kan måske også give nogle flere arbejdspladser til vores danske folk eller som minimum fastholde den styrke, vi har i dag, siger Jørgen Christensen, der er leder i transportbranchen hos 3F Aabenraa-Tønder, til TV SYD.

I følge SF mistede 8.000 danske chauffører deres job fra 2008 til 2012. 3F mener, at det tal kun vil stige yderligere, hvis ikke der indføres nationale stramninger på området. 

quote

Hvis vi skal blive ved med at se den stigning i udenlandske transportører indenrigs i Danmark, så vil det danske chaufførerhverv være en saga blot

Jørgen Christensen, leder i transportbranchen hos 3F Aabenraa-Tønder

-Hvis vi skal blive ved med at se den stigning i udenlandske transportører indenrigs i Danmark, så vil det danske chaufførerhverv være en saga blot, siger Jørgen Christensen.

Finn Jensen har kørt lastbil under danske vilkår i over 40 år. Han oplever, at flere ture bliver taget af underbetalte cabotagekørsler. Derfor frygter han, at de arbejdsforhold, han har haft, forsvinder for den næste generation af danske chauffører, hvis ikke der bliver grebet ind.

- Jeg tør slet ikke tænke på de tilstande, der vil blive blandt danske chauffører. Det vil blive forfærdeligt, siger han.