Mere vand i Varde Å

I dag blev vandet fra Ansager Kanal ført ud i Varde Å. Det er et led i bestræbelserne på at føre Varde Å tilbage til sit oprindelige løb - til glæde for laksefisken snæbelen, men til stor ærgelse for mange lodsejere.

Miljøminister Karen Ellemann var med, da vandet fra Ansager Kanal blev ledt ud i Varde Å. Dermed er arbejdet med selve åen overstået. Tilbage står nu et stort arbejde med at flytte al den jord, der er gravet op. Det bliver der arbejdet på resten af året.

Snæbelen lever kun i Danmark. Engang var den udbredt i hele Vadehavet helt ned til Holland, men nu gyder den kun i Danmark. Når gyde-sæsonen begynder i november, får snæbelen forøget gyde-området ganske betydeligt, fordi den nu kan komme forbi såvel Sig Fiskeri og det tidligere Ansager Stemmeværk.

Eng bliver til sump

- Snæblen er en af de mest truede fiskearter i Europa. Med dette projekt reducerer vi markant risikoen for, at arten uddør. Samtidig vil natur-genopretningen være til stor gavn for mange andre planter og dyr langs åen, siger Karen Ellemann.

Det er der nu mange lodsejere, der ikke vil give hende ret i. For to dage siden kom det frem, at en række lodsejere vil have Varde Kommune til at standse det store natur-projekt omgående. Årsagen er at omkring 100 hektar eng bliver forvandlet til sump på grund af ændrede vandløbsforhold.

Ansager Kanal har hidtil afvandet landbrugs-arealerne og ført vandet ud i Karlsgårde Sø. Det er slut fra i dag, at lodsejerne siger, at nu bliver det Holme Å, der skal afvande markerne, men det har åen slet ikke kapacitet til, og derfor bliver 100 hektar eng omdannet til sump.

Lodsejerne er ikke blevet spurgt. De har heller ikke haft mulighed for at klage, og de er ikke blevet tilbudt nogen form for erstatning. Derfor har de klaget til Varde Kommune og til Statsforvaltningen. De har også bedt Statsadvokaten undersøge om myndighederne lovligt kan ændre projektet undervejs.

Dobbelt bredde

Projektet til 60 millioner kroner omfatter en strækning på 20 kilometer, hvor Varde Å er blevet udvidet til dobbelt bredde for at kunne rumme alt det vand, der er løbet gennem Ansager Kanal. Der er yderligere lavet 35 slyngninger og ni store gydebanker, og to store spærringer er fjernet. Samtidig er et dambrug blevet moderniseret.

I alt er en halv million kubikmeter jord gravet op. Jorden skal blandt andet bruges til at fylde Ansager Kanal op efter indvielsen. Kanalen blev lavet i 1950?erne for at gøre det muligt at lave strøm på et lokalt vandkraftværk. Det havde konsekvenser for Varde Å, der blev fattigere på vand. I dag er der ikke længere brug for strøm fra det lokale vandkraftværk, og Varde Å føres tilbage til sin oprindelige form og fylde.
 
- Med projekter som dette, efterlader vi en stærkere og bedre natur til vores børn og børnebørn. Derfor er der al mulig grund til at glæde sig over den nye, gamle Varde Å, siger miljøministeren.

EU spytter i bøssen

Snæbelprojektet udføres af Skov- og Naturstyrelsen i fire sydvestjyske åer. Hele projektet har et budget på cirka 110 mio. kroner, hvoraf EU's LIFE-fond betaler 60 procent. Projektdelen i Varde Å koster omkring 60 mio. kr., og modtager yderligere økonomisk støtte fra Syd Energi og Varde Sportsfiskerforening.

Snæbel-projektet gavner også en lang række andre arter. Det gælder for eksempel odderen og fisk som ål, laks og lampretter. Også padder, krybdyr og fugle vil få det bedre. Desuden resulterer projektet i mindre kvælstof- og forureningsmængder til åerne og til Vadehavet. Snæbel-projektet startede i 2005 og afsluttes i 2011.