Kvinde anholdt efter fundet af død 62-årig mand

Sydøstjyllands Politi har anholdt en 53-årig kvinde efter fundet af en død 62-årig mand i en lejlighed på Tønnesgade i Vejle.

Teknikere og retsmedicinere har tirsdag aften og et stykke ud på natten foretaget undersøgelser i og omkring en lejlighed på Tønnesgade 35 midt i Vejle. 

- Vi fik tirsdag eftermiddag klokken 16.25 en anmeldelse om, at der var fundet en død person i lejligheden. Det var lejlighedens 62-årige mandlige beboer. Omstændighederne var af en karakter, hvor vi valgte at betragte det som et mistænkeligt dødsfald, hvor vi sikrer alle spor på det mulige gerningssted. Senere tirsdag aften har vi anholdt en 53-årig kvinde i sagen, oplyser vicepolitiinspektør Carsten Thostrup, Sydøstjyllands Politi, til TV SYD.

Senere onsdag foreligger resultatet af en obduktion af den 62-årige mand. Derefter vil politiet tage stilling til, hvad der videre skal ske med den anholdte kvinde.

Den 53-årige kvinde har tilknytning til den afdøde - og er efter politiets nuværende viden den, der sidst har været i kontakt med den døde 63-årige.