58-årig kvinde trafikdræbt juleaften

En 58-årig kvinde fra Sjælland blev dræbt i en trafikulykke, da hun var på vej hjem til sin familie juleaften. Hun overså formentlig sin vigepligt inden ulykken skete.

En kvinde fra Sjælland kørte ad Refshøjvej syd for Grindsted, da hun formentlig overså sin vigepligt i et kryds. Det resulterede i, at en 18-årig mand, der kom kørende, kørte ind i siden på kvindens bil, hvilket dræbte den 58-årige kvinde. Da ulykken skete, udbrød der brand i begge biler. Politiet regner med, at kvinden blev dræbt på stedet.

- I forhold til vores umiddelbare undersøgelser, så kører kvinden frem mod sin vigepligt, siger Jesper Christensen, vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, til TV SYD.

I den 18-åriges bil sad også en 17-årig mand, de blev begge fragtet til Esbjerg Sygehus, men ingen af dem kom alvorligt til skade.

Den 18-årige mand er på nuværende tidspunkt ikke sigtet for trafikulykken.

Den dræbte kvinde var på vej til Grindsted for at fejre jul med sin familie.