650 faste brugere skal finde alternativ idrætshal

Petersmindehallen i Vejle kollapsede sent søndag efter en voldsom brand. Nu er arbejdet i gang med at finde nye haller at træne i.

For to dage siden forstummede al lyd af sport, spil og glæde, da Petersmindehallen gik op i røg. Kun minderne er tilbage, og branden har store konsekvenser.

- Det er en rigtig træls situation, vi står i. Vi står på langt sigt med en udfordring med at få bygget en ny hal. På kort sigt står vi med en udfordring overfor den lokale idrætsforening, Hover IF, siger idrætsinspektør i Vejle Kommune, Thomas Schmidt, til TV SYD.

Men først gælder det om at finde nye træningsfaciliteter. Lige nu arbejder kommunen og idrætsforeningen på højtryk for at finde nye træningssteder til de 650 børn, unge og voksne, der brugte hallen til daglig.

quote

Det er selvfølgelig dejligt at finde en anden hal. Men det er stadig ikke det samme tilhørsforhold, man har til den.

Lone Søklint, formand, håndboldafdelingen, Hover IF

- Rent praktisk kigger vi lige nu på, hvor vi har ledig kapacitet i de kommunale haller – så tæt på lokalområdet som muligt. Bl.a. fordi mange af de berørte er små børn, der ikke har lige let ved at komme et andet sted hen, forklarer idrætsinspektøren.

Men det er nemmere sagt end gjort.

- Den største udfordring er, at vores haller er booket i forvejen. Så det er ikke sådan, at hver tirsdag og torsdag står ledig i nogen haller.

Brugerne er også triste over branden og de deraf følgende konsekvenser. Blandt andet hos håndboldklubben, der tæller 150 medlemmer.

- Vi ved godt, at der går lang tid, før vi kan mødes og træne på samme måde igen. Det er selvfølgelig dejligt at finde en anden hal. Men det er stadig ikke det samme tilhørsforhold, man har til den – selvom det er klubben og spillerne, der er med, siger Lone Søklint, der er formand for håndboldafdelingen i Hover IF, der trænede i Petersmindehallen.

quote

Lige nu leder vi efter ledig kapacitet i de kommunale haller – så tæt på lokalområdet som muligt. Bl.a. fordi mange af de berørte er små børn, der ikke har lige let ved at komme et andet sted hen.

Thomas Schmidt, idrætsinspektør, Vejle Kommune

Heldigvis kommer der også hjælp og støtte fra klubbens normale modstanderklubber. Blandt andet har Vejle Håndbold Klub tilbudt træningsfaciliteter til Hover IFs U10-piger, Lærer- og Pædagogseminariet i Jelling har stillet deres hal til rådighed og DGI-Huset har tilbudt hjælp med bolde, kegler, overtrækstrøjer og alt hvad Hover IF skal bruge.

- Det er dejlig at modtage hjælp. At vi ikke modarbejder hinanden. Det er en smuk tanke, og det har vi brug for lige nu. Vi er meget taknemmelige, slutter Lone Søklint. 

Tidligst torsdag morgen er det sikkert nok for politiet at gå i gang med de tekniske undersøgelser, der skal belyse, hvad der fik Petersmindehallen i Vejle til at stå i flammer. 

Det er endnu for tidligt at sige noget om, hvornår en ny hal kan stå klar.