Oplev Vadehavet via mobiltelefon

Nu kan mobiltelefonen også bruges til at opleve naturen. Et forsøg blev i dag indledt i Nationalpark Vadehavet, hvor turister kan hente små film om kulturen og naturen på mobilen.

Nu er mobil-dækningen ikke imponerende i vadehavs-området. Men den nye service bruger ikke mobilnettet. Derimod overføres informationerne via teknikken, som kaldes bluetooth. Det er gratis.

Test-område

Når du traver i klitterne og spejder ud over Vadehavets åbne viddder, kan du nu glæde dig til at tilføje en helt ny dimension til oplevelserne. Snart vil historierne om Vadehavet kun være et klik væk - via din mobiltelefon.

De små film kan så kun hentes ind på telefonen fem steder: Hovedengen, Ribe, Mandø Ebbevej, Ribe Kammersluse., Nr. Farup Klæggrav og Vadehavscentret i Vester Vedsted.

Freddie H. Madsen (DF), formand for teknik- og forsyningsudvalget i Esbjerg Kommune, markerede forsøgsprojektet ved Vadehavscentret. Vadehavet er testområde for projektet "Put Danmark i lommen".

Foruden Vadehavet er der tre andre testområder: Guldborgsund, Præstø Fjord og Naturpark Åmosen i Vestsjælland.

Teknikken drillede

Dagens premiere gik dog ikke ubetinet godt. Teknikken drillede - undtagen for to ungersvende, som kunne få teknikken til at virke på deres mobiler.

Informationen gives i nogle korte film på et minuts varighed. Emnerne kan f.eks. være historien om, hvordan Ribe fik sit navn, historien om stormfloder eller om vinderens fugleliv i marsk og vade.