AC Horsens glæder sig til at møde Sønderjyskes succeshold

AC Horsens møder søndag middag Sønderjyske i den første superligakamp på CASA Arena i godt tre år og glæder sig til at møde sølv-vinderne med den europæiske succes.

Kun 62 timer efter kampen i Norge mod Strømgodset i Europa League går Sønderjyske på banen i Horsens, hvor hjemmeholdet glæder sig over at være tilbage i superligaen og allerede have point på kontoen efter 1-1 ude mod AaB- modsat Sønderjyske, der tabte den første superligakamp 2-1 til AGF.

- De er kæmpe favoritter, det er sølvvinderne der kommer på CASA Arena, de kan ikke underspille mere. De spiller altså i Europa og når man gør det, har man et rigtig dygtig fodboldhold, siger Horsens-træner Bo Henriksen til klubbens hjemmeside før kampen.

Kampen spilles allerede kl. 12 - og det er kun 62 timer efter sidste fløjt i kampen mod Stømgodset.

– Vi har gjort alt for at få restitueret og få en masse energi i kroppen inden søndag. Bl.a. sov vi alle i Haderslev da vi kom hjem fra Norge. Så har vi også fokus på at ligge Europa League på hylden indtil næste uge. Kampen mod AC Horsens bliver en kamp på energi og indstilling, hvor vi skal helt op på Horsens’ energiniveau for at være med og få point med hjem, siger Johan Absolonsen til Sønderjyske Fodbold inden kampen, der også kan følges på TV 3 Sport 2.