Ærgerlige Sønderjyskespillere: Sølvfesten er udskudt

Både fans og spillere ville gerne have holdt sølvfest i Haderslev. Men det må vente.

På hjemmebane kunne Sønderjyske selv have spillet sølvmedaljerne til Haderslev torsdag, men missede muligheden.

Vi ville gerne have haft en fest i denne fantastiske kulisse med vores fantastiske fans. Så det er vi kede af, at vi ikke fik.

Resultaterne flaskede sig ellers. For FC Midtjylland spillede uafgjort 0-0 i Aalborg, og dermed havde en sejr til Sønderjyske været nok til sølvmedaljer. Det skal i stedet afgøres søndag på Brøndby Stadion.

Det var derfor ærgerlige, men fattede spillede TV SYD mødte efter kampen.

- Det er underlig fornemmelse, for vi var virkelig tæt på sølvet i dag. For vi havde chancerne til at lukke kampen, men vi manglede effektivitet. Vi ville gerne have haft en fest i denne fantastiske kulisse med vores fantastiske fans. Så det er vi kede af, at vi ikke fik, sagde Tommy Beckmann til TV SYD efter kampen.

Den holdning var holdkammerat Johan Absalonsen enig i.

- Sindssyg ærgerligt, for vi kunne have holdt en kæmpe sølvfest. Men omvendt også positivt, at vi kan nøjes med et point i Brøndby og stadig få sølvet, sagde Johan Absalonsen og fortsatte:

- Vi kommer ud i dag med bulder og brag, og har styr på kampen. Jeg er ærgerlig over, at vi ikke kan holde sølvfest i aften. For det havde vi og vores fans fortjent. Det er fedt, at vi stadig har det i vores hænder, og vi har stor tiltro til, at vi kan tage til Brøndby og tage point på søndag, sluttede Absalonsen.