Afløseren til Danmarks længstsiddende bankdirektør er fundet

Kurt Jensen stopper som administrerende direktør i Frøs Sparekasse efter 37 år. Nu er hans afløser fundet. Henning Danielsen Dam overtager roret til april.

Danmarks længstsiddende administrerende sparekassedirektør, Kurt Jensen, overlader styrepinden til 47-årige Henning Danielsen Dam, der er områdedirektør for erhverv i Sydbank.

- Kurt Jensen har gennem 37 år ledet Frøs Sparekasse sikkert og stærkt gennem såvel en finanskrise, højkonjunktur og kartoffelkur, så Frøs Sparekasse i dag står som et solidt og selvstændigt pengeinstitut. Sparekassen nyder stor opbakning og tillid fra vores garanter, kunder og medarbejder og derfor var det yderst vigtigt at finde en stærk profil, der kunne løfte opgaven efter Kurt Jensen. Det er jeg sikker på, at Henning Danielsen Dam kan, siger bestyrelsesformand, Jørgen Kring Jensen i en pressemeddelelse. 

Henning Danielsen Dam kom til Sydbank i 2011 efter en årrække i Danske Bank. Han er uddannet bankmand og har siden suppleret med en CBA. Henning Danielsen Dam bor i Aabenraa sammen med sin kone og parrets to børn.