Aktive kvinder holder landsbydøden ud i strakt arm

Nabobyerne Kvong og Lunde har traditionelt set været rivaler. Men for at sikre landsbyernes overlevelse er to kvinder nu begyndt at samarbejde.

Lene Højris og Jane Dahl bor i hver deres landsby, men de har en fælles mission.

- Vi skal have relationer på tværs af sognegrænserne, folk skal lære hinanden at kende og have det hyggeligt med hinanden, siger Lene Højris fra Kvong til TV SYD.

Hun bakkes op fra nabobyen.

- Det er vigtigt for at byerne består herude. Hvis vi ikke samarbejder byerne imellem, så vil landsbyerne dø, forklarer Jane Dahl fra Lunde.

Samarbejdet mellem byerne har stor betydning. Blandt andet for de godt 130 børn på skolen i Lunde.

quote

Hvis vi ikke samarbejder byerne imellem, så vil landsbyerne dø.

Jane Dahl, selvstændig, Lunde

- Der er en nedre grænse på 100 børn. Vi har knapt 130 børn på skolen nu, hvoraf godt 40 procent er fra Kvong. Hvis de ikke var her, ville skolen ikke kunne leve, understreger Jane Dahl.

Derfor er der sat en række initiativer i gang, der samler borgere fra både Kvong og Lunde. Senest har de to kvinder taget initiativ til en løbeklub. Her træner 35 kvinder fra begge byer sammen op mod et kvindeløb senere på året.

- Der er kun kvinder. Men det sociale i løbeklubben gør, at vores mænd også mødes – og så vil det hele blomstre, forklarer Jane Dahl.

Bare fem kilometer derfra bliver der svedt på spinningcyklerne i Kvong. For de har nemlig ikke fitness i Lunde.

- Vi giver hinanden noget på kryds og tværs. Hvis vi her i Kvong viser, at vi støtter det, de laver i Lunde, så håber man, at der kommer noget den anden vej - at de vil bakke op om det der er herovre, slutter Lene Højris.

På den måde arbejder de to kvinder på, at man får det bedste fra begge byer.