Kommune inviterer plejehjemsbeboere gratis i cirkus

Horsens Kommune inviterer samtlige plejehjemsbeboere og brugerne af daghjemmene på en tur i Cirkus Arena.

Fredag den 26. maj skal plejehjemsbeboere og brugere af daghjem i Horsens Kommune samt pårørende og ansatte opleve vilde akrobater, dansende elefanter, savsmuld og cirkusstemning.

Kommunen inviterer til cirkusdag, og alle må hver især medbringe to familiemedlemmer eller venner.

quote

Cirkusforestillingen skal bringe gode minder frem samtidig med, at vi får nye oplevelser, som vi kan tale sammen om.

Lone Nygaard Boysen, sundhedscenterleder, Sundhedscenter Horsens

- Cirkusforestillingen bliver en festdag. Den skal bringe gode minder frem samtidig med, at vi får nye oplevelser, som vi kan tale sammen om og leve højt på i fællesskab efterfølgende, siger sundhedscenterleder i Sundhedscenter Horsens, Lone Nygaard Boysen, i en pressemeddelelse.

Frivillige, personale og pårørende hjælper med at få fragtet alle sikkert frem til den røde løber ved teltet - og ind på de rigtige pladser inden cirkusforestillingen går i gang kl. 11.00.

Ydermere vil køkkenerne på plejecentrene sørge for, at der er en frokostsandwich med drikkevarer, som kan nydes undervejs. Det hele er gratis for alle.

Kommunen har købt forestillingen for 150.000 kr, og invitationerne sendes ud til de ældre i løbet af den kommende måned.  Der er plads til 1750 personer i Cirkus Arenas telt.