Ambassadør kastede glans over integrationsdage

USAs ambassadør i Danmark, Laurie Susan Fulton, åbnede mandag intergrationsdagene i Kolding, der er arrangeret af kommunens integrationsråd.

Arrangementet sætter fokus på det gode naboskab mellem forskellige kulturer.

Laurie Fulton, 62 år, har danske rødder. Hendes tipoldefar var rigsdagsmedlem i Danmark i en snes år. Hendes oldefar på mødrene side emigrerede til Amerika i 1910 og deltog på amerikansk side i første verdenskrig.

Det er første gang, Kolding afholder Integrationsdage, og de tre dage repræsenterer en gigantisk fest for sameksistens, integration og tolerance. Her er fælles kaffebord, designudstillinger, sang, musik, mavedans, global gastronomi, forfatteraften, film, fortællinger og meget mere.

Hent programmet på Kolding Kommunes hjemmeside.