Asylansøger overhældte sig selv med benzin

En asylansøger i Fredericia truede med at sætte ild til sig selv.

Et mindre drama udspillede sig tirsdag formiddag på asylcentret i den gamle Bülows Kaserne i Fredericia.

En mandlig asylansøger på centret valgte ved 11-tiden at overhælde sig selv med benzin.

Herefter truede han med at sætte ild til sig selv.

Han blev dog stoppet i sit forehavende, og efterfølgende indlagt på psykiatrisk afdeling. 

Ingen, hverken manden eller personalet på centret, kom til skade.

 - Vi gør ikke mere ved episoden. Han er nu kommet derhen, hvor de kan gøre noget ved hans psyke, siger vagtchef Svend Pedersen fra Sydøstjyllands Politi til TV SYD.

Vagtchefen er ikke bekendt med baggrunden for, hvorfor manden valgte at forsøge at sætte ild til sig selv.