Bag sommerens musicalhelt Zorro står Bjarne og Gitte

Dekorationerne til Varde Sommerspil er gennem 37 år blevet mestret af samme mand. Nu har han fået hjælp af yngre kræfter

Han er her, der og allevegne. Bjarne Refstrup Jensen, 63 år. Men han har også masser af erfaring. I 37 år har den tidligere tømrer lavet dekorationer til Varde Sommerspil.

Han nyder, at de 25-30 faste frivillige har det godt sammen. Og han nyder det samarbejde, der opstår.

- Det er sjovt at være en gruppe af så forskellige personer, som vi jo er, og så få det til at gå op i en højere enhed. Det er fantastisk, siger han.

Gitte Degnemark Larsen, 42 år, er til daglig sygeplejerske men er samtidig meget kreativ. Under sidste års forestilling - Shrek the Musical - kom hun med, men er i sammenligning med Bjarne Refstrup Jensen stadig meget grøn.

- Vi har fundet en rigtig fin kadence. Hun med sin fantastiske kreativitet og jeg med min erfaring, siger "den gamle".

"Den nye" siger:

- Bjarne har jo alle de års erfaring og ved lige, hvad der skal til for at publikum ser det hele fra den rigtige vinkel og hvilken størrelse det hele skal have på scenen.

Også Bjarne Refstrup Jensens hustru, Bodil, er med i gruppen af frivillige, nu hvor hun ikke arbejder som lærer mere. De to fandt faktisk hinanden under et Sommerspil.

- Ja, det var under Landmandsliv for 27-28 år siden. Det et dejligt at hun er med igen, siger ægtemanden.

Varde Sommerspil bliver typisk set af omkring 30.000 tilskuere. Zorro the Musical har premiere den 30. Juni.