Beboere må vente længe på beslutning om jernbane

Indbyggerne i tre små byer ved Billund kommer til at vente længe på at finde ud af, om de får jernbaneskinner og tog i baghaven.

Borgerne i Åst, Mørup og Gadbjerg i Billund Kommune må indstille sig på at vente til 2019, før den endelig afgørelse om placeringen af den nye jernbane til Billund bliver truffet.

Det er de utilfredse med i de tre små byer.

- Det er klart, at det giver en kæmpe usikkerhed hos borgerne, siger talsmand Martin Fogh Skovlyst til TV SYD.

Han er talsmand for borgerne i Åst, Mørup og Gadbjerg. Her frygter man for fremtiden.

- Det har store konsekvenser. Især for landmændene i området. De kan ikke udvide deres bedrift eller købe jord. For de ved ikke, hvor jernbanen kommer til at skære igennem.

Men ikke kun landmændene er berørt at ventetiden på jernbanen.

- Også beboere er berørt i forhold til køb og salg af huse. Det giver en kæmpe usikkerhed hos alle borgere, slutter Martin Fogh Skovlyst.