Billunds borgere nyder godt af overskud i Lego

Takket være Lego nyder borgerne i Billund det højeste serviceniveau blandt kommunerne i TV SYDs område. Vejle har laveste niveau.

Selv om Lego torsdag præsenterede det laveste vækstregnskab siden 2007, så rummer 2016-regnskabet trods alt et overskud på 9,4 mia. kr. En pæn del af det smitter af på Legos hjemby, Billund, i form af en årlig, yderst solid pengeindsprøjtning.

Billund er suverænt den kommune i Syd- og Sønderjylland, som får flest penge ind i selskabsskat. I år bliver det til 14.831 kr. pr. indbygger. Det er ti gange mere end nummer to på listen, Fredericia. Den triller 1.434 kr. pr. indbygger ind i selskabsskat. Det fremgår af de kommunale nøgletal fra Økonomi- og Indenrigsministeriet.

Til sammenligning får sidste års erhvervskommune nr. 1 (Dansk Byggeri), Vejen Kommune, mindst ind i selskabsskat pr. indbygger, nemlig 456 kr. (Fanø er uden for kategori).

De mange Lego-penge er en af årsagerne til, at borgerne i Billund nyder det højeste kommunale serviceniveau blandt kommunerne her i TV SYDs område. Billund har et indekstal på 1.3, hvor gennemsnitstallet er 1. Borgerne i Vejle kommune får den laveste kommunale service, nemlig 0,97. Det fremgår af de kommunale nøgletal fra Økonomi- og Indenrigsministeriet. 

Hør et klip med Billunds borgmester Ib Kristensen, (V), hvor han fortæller om Legos betydning for kommunen: 

Legos betydning for Billund er enorm.