Blev truet til byfest: - Jeg følte mig dybt krænket

Mange kommunalpolitikere er blevet udsat for trusler. Blandt andre Allan Emiliussen, som husker en særligt ubehagelig episode.

- Han tog fat i hånden på mig og forsøgte at klemme og ville vride armen om på mig, fortæller Allan Emiliussen (V).

Sådan begynder byrådsmedlemmets fortælling om en af de mere skræmmende trusler, han har modtaget i sin tid som politiker.

Episoden fandt sted til bierfest i Haderslev, hvor Allan Emiliussen blev antastet af en mand, der kaldte ham en "skide venstremand".

- Når han nævner mit navn og partitilhørsforhold, så ved han, hvem jeg er, og det, synes jeg, bliver ubehageligt - mest fordi hvad kommer der næst - er det så et knytnæveslag. Det var en meget ubehagelig situation. Hele atmosfæren var højspændt, siger han til TV SYD.

Han bakkede forsigtigt ud at situationen, som ikke eskalerede yderligere, men oplevelsen sad alligevel i ham flere dage.

- Jeg følte mig dybt krænket og ydmyget, og havde jeg kendt hans navn, var han blevet politianmeldt. Vi skal kunne gå i fred, ligesom alle andre skal kunne gå i fred. Uanset hvilke politiske beslutninger, vi tager, og hvor skævt det rammer, så kan det aldrig retfærdiggøre det, som nogle mennesker mener, de har ret til, for det har de ikke, siger Allan Emiliussen.

 

 

Allan Emiliussen står ikke alene med sin oplevelse. En rundspørge lavet af TV SYD viser, at omkring en tredjedel af kommunalpolitikerne er blevet udsat for trusler.

- Vi synes, det generelt er helt uacceptabelt, at folkevalgte politikere får trusler, siger Bent Thuesen, vicepolitiinspektør ved Syd- og Sønderjyllands Politi, til TV SYD.

I rundspørgen peger flere politikere på, at trusler er noget, man må lære at leve med, hvis man vil være et offentligt ansigt - men her er politiet langt fra enige:

- Alle trusler skal meldes til politiet, og så skal vi nok undersøge sagen og tage stilling til, om der ligger en straffelovsovertrædelse bag, siger Bent Thuesen fra Sud- og Sønderjyllands Politi.

 

Opfordringen fra politiet er ganske enkel: Alle trusler skal meldes, fortæller Bent Thuesen fra Syd- og Sønderjyllands Politi.