Børn legede med 3D-printere i Hedensted

Eleverne på Aale-Hjortsvang skole fik mandag lov til at prøve kræfter med 3D-print.

Man tegner et hjerte på en iPad – og få minutter senere står man med det samme hjerte i hånden.

3D-teknologien er langt fremme og man kan printe alt fra flyreservedele til sko. Og mandag fik eleverne på Aale-Hjortsvang skolen lov til at teste teknologien i samarbejde med Kidsprint, der underviser børn i 3D-print.

- 3D print er en af de hurtigst voksende industrier, der findes. I dag omsætter man worldwide for 5 mia. dollars. Det er nu her, mens de er helt unge, der er mest kreative. Så det er nu de kan tage nogle af deres idéer og overføre til print, siger Søren Kring, der ejer Kidsprint.

Og skoleinspektør Frank Kjær er glad for samarbejdet:

- Det er vigtigt, at eleverne bliver introduceret til det her så tidligt som muligt i deres liv, så de kan vælge det senere hen.

Malene Stoltenberg Jensen var en af eleverne, som fik lov til at prøve den nye teknologi – og det synes hun godt om.

- Det er sejt. Og meget sjovere, at man kan sidde og tegne noget, og så se det komme ud og mærke det, siger Malene Stoltenberg Jensen, der går i 3.klasse på Aale-Hjortsvang skolen.

Du kan her se, hvordan eleverne for eksempel lavede et 3D-printet hjerte på et minut.

Et 3D printet hjerte fra tanke til produkt på et minut