Boligblok i brand i Vejen - fire personer i alvorlig fare

Vidner fortæller til TV SYD, at en person ikke er sluppet ud af den lejlighed, hvor branden opstod.

Det er en etage-ejendom på Lærkevej 15 i Vejen, der er ramt af branden, som politiet modtog anmeldelse om kl. 05,22.

- Der er fuld gang i slukningsarbejdet her tirsdag morgen. Vi har fået 13 beboere ud af den brændende boligblok, oplyser vagtchef Claus Skovgaard hos Syd- og Sønderjyllands Politi til TV SYD.

Og ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi er fire personer kommet alvorlig til skade ved branden.

Vidner på stedet fortæller til TV SYD, at branden er opstået i en lejlighed, hvor der var fire personer til stede - og kun tre af dem slap ud af lejligheden i tide.