TV der bevæger dig

Bombe i sommerhusområde på Rømø

Bomben er fundet i et sommerhusområde ved ved Lakolk nr. 59.

Et sommerhusområde ved Lakolk på Rømø blev mandag formiddag evakueret af politiet. Under gravearbejde blev der fundet en bombe. Den stammer formentlig fra anden verdenskrig.

Bomben er fundet ved Lakolk nr. 59. Syd- og Sønderjyllands Politi er i øjeblikket ved at afspærre og evakuere området. Sikkerhedsafstanden til bomben skal være 500 meter i alle retninger.

Det vil sige at alle, der i øjeblikket opholder sig på Lakolk mellem Vesterhavsvej og Gl. Skinnevej samt stranden mellem de to veje skal forlade området.

Man kan søge til Lakolk Camping, som har et lokale, hvor man kan komme inden døre. Hvis bomben skulle springe, er det sikrest at være indendørs.

Hvis man ved, at der er gæster i nabo-sommerhuse, bedes man fortælle dem, hvad der er sket og opfordre dem til at forlade området.

Militærets bombeeksperter er tilkaldt.