Bruger Lego i undervisningen to gange om ugen

Klassen 5P fra den internationale skole i Billund er med på en stor konference i Børnenes By. De bruger Lego i undervisningen to gange om ugen.

Lego Fonden er vært ved en international konference i disse dage i Billund. Lego Idea Conference har til formål at debattere og udbrede forståelsen af, hvad kvalitetslæring er.

Og i den forbindelse deltager femte-klassen. I Legos konferencecenter skal de bygge ”My favorite place to learn” (Mit favoritsted til at lære).

- Jeg har meget nemmere ved at lære, når jeg synes noget er sjovt, siger 10-årige Helena Kærgaard Rye Olsen til TV SYD. - Det er lettere når jeg får hænderne i det.

Og klasselærer Nis Christiansen supplerer:

- Der er et element af leg i det, men det er vigtig at holde fokus på de også lærer noget. 

300 akademikere, praktikere, politiske beslutningstagere fra hele verden og repræsentanter fra internationale uddannelsesorganisationer deltager i konferencen.

FN besluttede sidste år, at alle medlemslande frem til 2030 skal arbejde for at sikre adgang til læring for alle – og også kvaliteten i børn læring.

- I mange skolesystemer handler læring stadig fejlagtigt om at indprente sig en række fakta og om at blive rigtig dygtig til at klare sig i tests, hvor der kun er ét rigtigt svar. Dette problem skal ses i lyset af, at vores virksomheder og samfund efterspørger noget andet end det, som læres i skolen, noterer Lego Fondeni en pressemeddelelse om konferencen.  

Konferencen slutter onsdag.