Chauffør: Bilister er desperate – og det bliver kun værre

Morgen- og eftermiddagstrafikken fra Vejle mod Horsens er ifølge chauffør fuldstændig håbløs - og det skaber ulykker.

Der er for meget trængsel og kø på E45 omkring Horsens. En række virksomheder havde derfor mandag inviteret transportministeren til møde for at drøfte et tredje motorvejsspor.

Regeringen har i sit finanslovsforslag foreslået at udvide motorvejen til tre spor fra Skanderborg til Aarhus. Men det løser, ifølge erhvervsorganisationen Business Horsens, kun delvist problemet. De påpeger at der også er masser af trængsel i myldretiden på stykket fra Vejle Nord til Horsens Nord.

Det kan chaufførerne på strækningen nikke genkendende til.

quote

Ulykkerne kommer simpelthen fordi trafikken er så tæt, som den er. Der bliver kørt for tæt – og er der så en der bremser, så skraller det.

Tonny Robertsen, chauffør, LGT Logistics

- I morgen- og eftermiddagstrafikken er det fuldstændig håbløst, siger chauffør hos LGT Logistics, Tonny Robertsen, til TV SYD.

Det har alvorlige konsekvenser.

- Ulykkerne kommer simpelthen fordi trafikken er så tæt, som den er. Der bliver kørt for tæt – og er der så en der bremser, så skraller det, forklarer chaufføren.

Men det kniber også med tålmodigheden blandt trafikanterne på motorvejen. 

- Folk er fuldstændig desperate. Det går simpelthen ikke stærkt nok med at komme frem.

Chaufføren har set en negativ udvikling gennem sine år på motorvejsstrækningen.

- Det bliver værre og værre. Der bliver mere og mere trafik på motorvejen. De første år, hvor vi kørte hernede, der gik det meget mere gelinde, slutter Tonny Robertsen.