De to Flensborg-spillere Lasse Svan Hansen og Henrik Toft Hansen leverede noget af en pragtpræstation ved OL i Rio. De vandt sammen med resten af det danske håndboldlandshold guldmedaljer ved at slå storfavoritterne Frankrig i OL-finalen.
Danmark vandt 28-26 efter en meget tæt kamp.
Da Lasse Svan Hansen scorede til dansk føring 27-25 to minutter før tid, var guldmedaljerne i realiteten i hus. I franskmændenes næste angreb stjal Henrik Toft tilmed bolden ud af hånden på en franskmand på lovlig vis - en af hans specialiteter - i sin nok bedste landskamp nogensinde.
Begge Flensborgspillere scorede hver især fire mål.
Det danske guld er håndboldhistorie; aldrig nogensinde tidligere har de danske mænd vundet OL-guld. Det bedste resultat hidtil er en fjerdeplads 1984 i Los Angeles.