De fandt deres søster via Facebook

En eftersøgning på Facebook gav gevinst, da to søstre fra Bramming var på jagt efter deres forsvundne lillesøster.

Da søstrene Christina Issing Hansen på 21 år og Line Issing Hansen på 17 år fandt ud af, at deres 14-årige lillesøster Rikke var forsvundet, gik de i gang med deres egen efterforskning. Det skriver Tv2.dk.

Rikke Issing Hansen forsvandt sporløs lørdag den 29. januar fra sit hjem i Vejdrup ved Bramming.

De to søstre havde mistanke om, at deres lillesøster var taget hen til en bekendt og begyndte at søge rundt på lillesøsterens Facebook-profil. Her fandt de frem til den dreng, som de mente, søsteren befandt sig sammen med og via hans profil fik de kontakt til hans familie, som kunne hjælpe dem med at få kontakt til drengen.

Med oplysningerne fra Facebook i bagagen henvendte de sig til Esbjerg Politi, som kontaktede politiet i Aalborg, hvor søsteren angiveligt skulle befinde sig.

Kort tid efter fik søstrene meldingen fra Esbjerg Politi, at søsteren kunne hentes på en adresse i Aalborg.

I går aftes kunne Rikke Issing Hansen så vende hjem igen til sin familie med hjælp fra sine søstres Facebook-eftersøgning.