De smukke byer - og de grimme

De flotteste byer i Syd- og Sønderjylland er Ribe og Haderslev. Den grimmeste er Fredericia. Det er dommen på ny hjemmeside.

Det er foreningen Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur, der har bedømt de danske middelalderbyer.

 Foreningen har lavet en webguide, hvor hver enkelt by bliver bedømt med stjerner efter, hvor godt byerne er lykkedes med at forene nyt og gammelt på en smuk måde.

Kun byer med historiske bykerner er blevet bedømt, og det har resulteret i topkarakterer til Haderslev og Ribe, der hver får seks stjerner ud af seks mulige.  I Ribe fremhæver anmelderen den smukke kirkeplads og  Haderslev får ros for, at den gamle bykerne er velbevaret.

Tønder og Aabenraa får hver fem stjerner, mens Varde må nøjes med fire.

Ganske sløjt står det til i Kolding, Vejle og Horsens, der hver får tre stjerner ud af seks mulige.

Og aller værst står det til i Fredericia, der kun får to stjerner. Om Fredericia står der blandt andet på siden, at " byen og kommunen er selv et dårligt exempel for andre, idet man har bygget et stort, trist og fejlplaceret rådhus uden hensyntagen til bymiljøet." 

Det siges, at skønhed findes i hjertet på den, der ser, og det er måske også tilfældet her.

I hvert fald er Fredericia Kommune slet ikke enige i den hårde dom over byen.

-Beskrivelsen af Fredericia er præget af smagsdommeri og fejl, skriver Fredericia Kommune i en mail til TV SYD. I mailen står der også at byens rådhus ikke er fejlplaceret men derimod et ikonisk byggeri og en markør for funktionalismen i Danmark. Sidst i mailen tager kommunen afstand fra bedømmelsen.  - Fredericia Kommune kan ikke anerkende den fremsatte beskrivelse, og anser den for useriøs, sluttes mailen.

Du kan selv gå ind på Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskulturs hjemmeside www.godebyer.dk og se, hvad foreningen skriver om din by.