Det går strygende: Bygger fire nye Legolande

De seks Legoland skovler penge ind til ejerne, Merlin Entertainment. Og selskabet oplyser, at fire nye forlystelsesparker med klodser er på vej.

Merlin Entertainment omsatte sidste år for 1,3 milliarder pund (ca.  12 nia. Kr.) for hele koncernen. De seks Legolandparker omsatte i 2015 for 429 millioner pund eller 4,1 milliarder kroner. Det var en stigning på markant 11,2 procent.

Det vækker glæde i Legoland i Billund.

- Succesen betyder, at vi hele tiden kan investere i, at gøre produktet bedre. Vi kan næsten ikke få armene ned, og vi glæder os rigtig meget til at åbne den 19. marts, fortæller direktør Christian Woller fra Legoland Billund til TV SYD.

Tallene fra Legolandene har også gjort, at parkerne er ejernes ubestridte øjesten.

- På trods af et udfordrende år leverede vi robuste resultater. Vi ser stadig en stærk udvikling i Legoland-parkerne, skriver administrerende direktør Nick Varney i en pressemeddelelse.

Med succesen for Legoland vil flere komme til. Merlin Entertainment vil åbne fire nye parker frem mod 2020.

Den første vil åbne i Dubai i  år, Japan og Korea får hver en park de næste to år, og inden slutningen af 2020, vil selskabet åbne endnu en i Nordamerika eller Kina.