Det lugter af uafgjort i Randers

Seks af de seneste syv kampe mellem Sønderjyske og Randers FC er endt med en pointdeling. Alle tre superligahold fra TV SYDS sendeområde skal i dag i kamp

Når superligaholdet fra Sønderjyske søndag klokken 14.00 løber på banen i Randers, så er det på papiret en rigtig god chance for, at der kommer få mål i kampen og at den til sidst ender uafgjort.

Kun i kampen sidste efterår blev der fundet en vinder i de to holds indbyrdes opgør. Fem af de seneste syv kampe er endda sluttet med det samme resultat – nemlig uafgjort 1-1.

Det er ellers to hold, der begge har gang i en god stime, der møder hinanden. Randers FC er ubesejret i de seneste otte kampe og er placeret på andenpladsen i Superligaen, mens Sønderjyske, efter en dårlig sæsonstart ,,ikke har tabt i de seneste fem kampe.

 

quote

De har nogle skarpe angribere og nogle kanter, som er gode til at skabe problemer for deres modstandere

Marcel Rømer, midtbanespiller , Sønderjyske

Sønderjyskes midtbanespiller Marcel Rømer forventer ikke overraskende en tæt kamp og han tror, at der skal leveres på højt niveau, hvis der skal point med hjem til Haderslev.

- Randers FC er et rigtig godt hold med et koncept, som har virket for dem i mange år, og hvor der er styr på deres aftaler. De har nogle skarpe angribere og nogle kanter, som er gode til at skabe problemer for deres modstandere, siger Marcel Rømer til klubbens hjemmeside.

De to øvrige superligahold AC Horsens og Esbjerg fB skal også i kamp i dag. AC Horsens spiller klokken 18.00 på udebane mod FC Midtjylland, mens Esbjerg fB skal en tur til Farum for at møde FC Nordsjælland klokken 20.00.