Det lugter igen i Løsning

Der er brugt millioner af kroner på at bekæmpe lugten fra Daka i Løsning - med succes. Men denne sommer er lugtproblemerne vendt tilbage.

Hvis man lukker øjnene og tænker på Daka, vil mange nok kunne genkalde sig en helt særlig lugt. Lugten af døde dyr fra kødfoderfabrikken i løsning.

For nogle år siden brugte virksomheden flere millioner på en teknik, der skulle fjerne lugten. Det lykkedes. Der har ikke rigtig være klager over lugtgener siden - indtil i år.

Nu er lugten vendt tilbage.

quote

Når man ved, hvad det er, så er det altså ikke en duft, man har lyst til at sidde ude i.

Lars Nielsen, nabo til Daka

- Når man sidder ude på terrassen om aftenen, så kommer der pludselig en ordentlig hørm derovrefra. Det er jo ikke så behageligt, forklarer nabo til Daka, Lars Nielsen, til TV SYD.

Når Daka brænder døde dyr af, så stiger røgen op af skorstenen. Det er meningen, den skal fortsætte op i de højere luftlag og forsvinde.

Men efter omkring to kilometer kondenserer den. Røgen bliver altså tungere og falder ned til jorden. Der hvor den rammer, der lugter det. 

Kondens og dårlig lugt fra Dakas skorsten i Løsning lander hos naboerne.
Kondens og dårlig lugt fra Dakas skorsten i Løsning lander hos naboerne.
Foto: Pia Thordsen, TV SYD

På Daka troede de ellers, de havde fået nogenlunde styr på lugten fra kødfoderfabrikken.

- Man bruger bakterier til at rense lugten. De spiser den lugt, som vi har. Efterfølgende er der efterfølgende sat duge henover, så vi holder lugten så meget som muligt herinde, forklarer Martin Sejer Lind, der er produktionsdirektør på Daka i Løsning.

Nu skal der opføres et nyt kondenseringsanlæg på fabrikken. Så der er håb for naboerne.

- Når man ved, hvad det er, så er det altså ikke en duft, man har lyst til at sidde ude i, slutter Lars Nielsen.

Naboerne må væbne sig med tålmodighed lidt endnu. Det nye anlæg står først færdigt næste forår.