Dieseltyve satte ild til maskinhus og stak af

Et dieseltyveri fra en landejendom nær Børkop udviklede sig dramatisk natten til tirsdag. Der gik ild i dieselolien, hvorefter tyvene stak af over markerne.

To tyve var i gang med at stjæle diesel, da olien af ukendte årsager brød i brand for de to tyve, der tog flugten over markerne, inden politiet og brandvæsnet nåede frem, skriver Vejle Amts Folkeblad.

Klokken 03.16 så en landmand i nærheden lys fra maskinhuset på ejendommen på Stistedvej. Han anede uråd og ringede og vækkede gårdejeren fra det pågældende sted. Da de to landmænd ankom til maskinhuset, var der ild i en varevogn og den ene side af maskinhuset.

Med en traktor lykkedes det dem at trække den brændende bil væk fra bygningerne, så ilden ikke bredte sig til en nærliggende stald med 500 svin.

Stak af fra brand

Meget tyder på, at tyvene var i gang med at stjæle diesel fra ejendommen, da varebilen indeholdt både pumpe, slanger og tanke. Børkop-området har på det seneste været hærget af flere dieseltyverier fra landejendomme.

Den ene landmand så to personer løbe fra stedet over markerne, men politiet nåede ikke at få fat i de to tyveknægte og brandstiftere, selvom politihunde var på stedet for at snuse sig frem til to gerningsmænd.

Varebilen udbrændte totalt, mens maskinhuset og værktøj kun tog lettere skade.

500 svin i fare

- Det var godt, at landmændene nåede at trække den brændende bil væk, for ellers kunne det være gået helt galt med 500 svin i nærheden, siger Erik Eg, indsatsleder ved Vejle Brandvæsen til Vejle Amts Folkeblad.

Teknikere fra Sydøstjyllands Politi vil i løbet af i dag undersøge stedet nærmere for blandt andet at finde en årsag til, at dieselolien brød i brand, mens de to tyve var i gang med at stjæle.